Danmarkshistoriens største udbud venter forude. Nu skal dagrenovationen, storskraldet og de andre velfungerende affaldsordninger fra 280.000 husstande ud i udbud. R98 har nemlig frivilligt valgt at afvikle den miljøvenlige virksomhed og affaldsindsamlingen i hovedstaden.
Af Gitte Mejnecke
R98 har haft eneretten til at indsamle affaldet i København i 109 år (Frederiksberg Kommune kom med i 1972), og den seneste 50-årige kontrakt løb ellers frem til 2020. Alligevel afvikler R98 frivilligt sine aktiviteter. Koncessionen er utidssvarende, og man mener, at aftalen er i strid med EU’s udliciteringsbestemmelser.
"Affaldet går ikke i udbud, fordi kommunerne er utilfredse med kvaliteten eller det produkt, vi leverer. Det er en politisk beslutning. R98 oplevede et stigende pres fra myndigheder og politikere på, at affaldet skulle ud i fri konkurrence. Vi kunne læse i kortene, at aftalen ville ophøre. Derfor besluttede vi at arbejde for afviklingen, for på den måde at få medindflydelse på R98’s og ikke mindst medarbejdernes skæbne. Vi vil gerne sikre medarbejderne gode forhold. Skraldemændene bliver jo virksomhedsoverdraget, mens andre mister deres job herude. Og så vil vi gerne sikre borgerne god service i overgangsfasen", siger direktør for R98, Søren Eriksen.
Udlicitering i etaper
Affaldet fra 600.000 indbyggere er omfattet. Renovationsarbejdet går første gang i udbud i maj 2009 og omfatter bl.a. dagrenovationsdistrikterne i Vanløse og Brønshøj. Næste udliciteringsrunde bliver i 2010, og i 2011 er R98 en saga blot.
"Udliciteringen foregår i etaper, fordi det er en meget omfangsrig opgave. Det er over 10% af al kommunal affaldsindsamling i Danmark, der bliver udbudt på én gang. Vi samarbejder med kommunerne hver eneste gang en aktivitet skal overdrages. Fordelen ved at overdrage i etaper er, at man så kan lære og måske rette til undervejs.
Egentlig kunne R98 jo godt have fortsat med at varetage nogle af opgaverne i kommunalt regi. Den model kender man fra en del større byer i Europa, men det ønskede politikerne ikke. Nu forsyner vi i stedet kommunerne med data, så de kan beskrive opgaven og lave udbuddene. Mit mål er, at vi - når 2011 oprinder – kan sige, at vi har leveret varen til sidste dag", siger Søren Eriksen, der har været i R98 i 15 år.
Grundejernes egen affaldsordning
Beslutningen om udliciteringen har været flere år undervejs, inden den i oktober 2006 blev officiel.
"Det er trist, at R98 lukker ned. Det er jo grundejernes eget non-profit selskab, som man netop startede, fordi man var utilfredse med kommunens renholdning af København. Men udliciteringen har hele tiden spøgt i baggrunden på repræsentantskabsmøderne. De borgerlige politikere har bragt det op, mens den anden fløj har talt for R98, fordi man er tilfredse med produktet, og fordi virksomheden tager et social ansvar for at bl.a. unge mennesker og at folk med anden etnisk baggrund end dansk kommer i arbejde", vurderer Erik Honoré, der har siddet i R98’s 67 mand store repræsentantskab siden 2002.
Som næstformand for Fællesforeningen af Grundejere i København repræsenterer han dem, der historisk set startede hele R98. Han beklager udliciteringen og frygter, at det kommer til at gå ud over miljøet.
Grøn profil bør videreføres
"Der er begyndt at brede sig en vis usikkerhed blandt grundejerne, for R98 har jo et godt koncept. R98 er grunden til, at København altid har ligget i top i udenlandske undersøgelser om metropoler og deres evne til at håndtere affald. Nu ryger dagrenovationen og de forskellige affaldsordninger ud på mange forskellige hænder.
I R98 er skraldemændene jo uddannede miljøarbejdere, som man også kan hente råd hos, hvis man er i tvivl om sit affald. R98 er jo meget miljøbevidste, forsker i at forbedre miljøet og ligger inde med et fantastisk know how, som andre aktører måske ikke har. Derfor har vi også fremsat en række krav til Københavns Kommune. Bl.a. ser vi gerne, at repræsentantskabet fortsætter som en slags brugerpanel. Og så skal der ligge et klart formuleret værdigrundlag fra tilbudsgiver. De skal være ISO-certificerede og have grønne regnskaber hele vejen igennem ligesom R98", mener Erik Honoré.
